Masker i Marsken – børn og unge i fokus
Vi engagerer børn og unge i kreative fællesskaber gennem strik og hækling – og skaber rum for læring, hygge og socialt samvær
Strik er langt mere end en hyggelig hobby – det er et redskab til at skabe trivsel og give børn og unge nye måder at udtrykke sig selv på.
Med Masker, Marsken og mindfulness som kerneværdier, sætter vi endnu mere fokus på, hvordan håndarbejde kan være en vej til bedre trivsel – både i skolen og ungdomslivet.
Takket være en generøs bevilling fra Landdistriktspuljen kan vi i Masker i Marsken målrette og styrke vores indsats for børn og unge i Tønder Kommune.
BAGGRUND
Allerede i festivalens første år deltog omkring 400 børn fra Tønder Kommune i strikkeaktiviteter – en succes, vi har gentaget hvert år siden.
I 2023 modtog vi midler fra Kulturelt Forum, som gjorde det muligt at samarbejde med professionelle undervisere og udvikle nye tværfaglige projekter på både overbygningsskoler og Tønder Gymnasium.
I 2024 tog vi endnu et stort skridt fremad:
Med en bevilling på knap 1,2 millioner kroner fra Landdistriktspuljen ansatte vi en børne- og ungekoordinator, som har udviklet en strategisk plan og et årshjul fyldt med projekter og aktiviteter for børn og unge i hele kommunen.
Vi er allerede i fuld gang – og der er mere på vej.
Følg med herunder eller i vores nyhedsbrev.
Tilmed dig vores nyhedsbrev her
kontakt:
Projektkoordinator, Aristea Vestegaard Pappas
aristea@maskerimarsken.dk / 66441262
Det sker i Knitters’ Space
Tale med tråd – et pædagogisk værktøj til skolerne og pædagoguddannelse
Tale med tråd er i fuld gang på Tønders overbygningsskole og Digeskolen i Højer. Her lærer lærere at bruge håndarbejde som et pædagogisk værktøj, der styrker koncentration, kreativitet og sociale færdigheder hos eleverne.
Forløbet er udviklet i samarbejde med forsker Marie Koch og integrerer strik i fag som matematik, biologi og historie – som en ny måde at lære og være sammen på.
Siden er Tale med tråd også blevet en del af undervisningen på Pædagoguddannelsen i Tønder, hvor studerende lærer om praksisbaseret læring med garn og pinde. Efter sommerferien tager de studerende deres nye redskaber med sig i deres praktikker.
Grundskolerne strikker med
Vi er i gang – og flere skoler hopper med på strikkebølgen:
– På Møgeltønder Skole har 4.-5. klasserne strikket deres egne pyntepuder til skolen sammen med vores frivillige. Hele 27 elever fik strikket mindst én lap – og resultatet blev både farverigt og flot!
– På Agerskov Skole tester vi undervisningskittet Maskekassen, som giver lærerne konkrete redskaber til at bruge håndarbejde i undervisningen.
– Vi har netop indgået en aftale med Jejsing Friskole, hvor vi efter sommerferien skal strikke med 6.-7. klasserne.
UngTønder: Lav dine egne scrunchies
Vi elsker accessories!
På UngTønder i Abild holdt vi en udsolgt workshop for børn i 5.-6. klasse, hvor de lavede deres egne scrunchies med strik og hækling. De smukke resultater blev selvfølgelig taget med hjem – og vi planlægger allerede den næste workshop.
Tønder Gymnasium i garnets tegn
Der er gang i pinde og projekter på Tønder Gymnasium:
– Puljetimerne: Masker i Marsken faciliterer gymnasiets mest populære puljetimer, hvor over 60 elever hver uge nørkler sammen med vores frivillige hjælpemasker
– Strikkefrikvarteret Knitters’ Space: et hyggeligt rum i spisepausen, hvor man kan komme forbi, få hjælp, strikke lidt og hænge ud. Første gang kom 4 – anden gang kom 12. Det kalder vi en kæmpesucces!
– Billedkunstholdet har været på studietur til strikkedesigner Hanne i Højer for at få inspiration til designprocesser og produktudvikling.
Unge Advisory Board
Vi har etableret et Unge Advisory Board bestående af kreative unge: designere, trendspottere og iværksættere, der hjælper os med at ramme rigtigt, når vi udvikler aktiviteter for unge. Du kan møde medlemmerne her.
Knitters’ Space på instagram
Vil du følge med i, hvad vi laver for og med unge?
På Instagram deler vi alt fra aktiviteter og tips til inspiration fra unge designere og kreative ideer.
Gratis adgang til festivalen for børn og unge
For at gøre festivalen tilgængelig for alle, tilbyder vi gratis adgang til Masker i Marsken for alle under 25. Tiltaget blev introduceret i 2024 og fortsætter selvfølgelig i år!
Tak til vores støtter
Alt dette er kun muligt takket være:
En stor bevilling fra Landdistriktspuljen
Og vores fantastiske frivillige hjælpemasker, som stiller op igen og igen – med både tid, varme og viden.
Følg med
Vi har masser af projekter i gang – og endnu flere i kalenderen.
Du kan følge med her på siden eller her eller tilmelde dig vores nyhedsbrev
