Nyheder

Program

Billetter

Udstillere

Din festival

Frivillige

Om os

Introduktion til plantefarvning

Keramikværkstedet Kiers Gaard, Søndergade 12, Højer

Til denne workshop får du en introduktion til plantefarvning, så du kommer godt i gang. Vi snakker om gode farveplanter, fibre, forberedelse til plantefarvning, selve farvningen & efterbehandling. Vi farver på GOTS certificeret uld - en grå & en hvid base.



Vi farver i 2 farvebade - birk (som giver grøn/gul) og cochenille (som giver rød/pink).



Oven i deltagerprisen kommer der materialegebyr på 150 kroner – for det får du fire nøgler 50g forberedt GOTS certificeret uld

475 kr

WORKSHOP: Jaquardstrik ved Jytte Pallisgaard

Østfløjen Bonevoksfabrikken, Søndergade 21, Højer, 6280 Højer, Højer

Workshoppen er for dig, der gerne vil lære meget mere om jaquardstrik. Jacquardstrik kaldes også hønsestrik, flerfarvestrik, Fair Isle eller islandske mønstre, og kendetegnes ved, at der strikkes mønstre i to eller flere farver.



Workshoppen giver dig praktisk indblik i og viden om jaquardstrik. Du lærer, hvad floteringer er, da vi skal arbejde med halve hæftninger og ladder back. Du ser også, hvordan man kan dominere den ene tråd fremfor den anden.



Medbring: Uldgarn (rester) i mange farver, meget gerne til pind 4 – ikke et must, men så bliver det hurtigt til noget – og 80 cm rundpinde, der passer til garnet. Papir & blyant samt en pose med tålmodighed og godt humør.



Jytte arbejder til daglig i eget firma, hvor der er fokus på design, strikkeundervisning, workshops og strikkecaféer. Jytte bruger især tid på design og genbrug, og syr strikketasker og andet tilbehør af genbrugsmaterialer.

475 kr

WORKSHOP: I Noldes og mit landskab ved Hanne B. Sønnichsen

Hanne i Højer A. R. Kjærbysvej 8, 6280 Højer

I Noldes og mit landskab - strik med fokus på farver. Inden Hanne B. Sønnichsen flyttede til Højer kunne hun ikke forstå Emil Noldes dramatiske farver. Siden er det gået op for Hanne, hvor de stammer fra, og hvordan marsken er meget mere end grøn.


Workshoppen indeholder eksempler på Hannes arbejde med farver, du bliver introduceret for hendes foretrukne metoder og strikker selv en prøve. Undervejs fortæller Hanne om Emil Nolde, der var en tysk kunstner med dansk-frisiske rødder, om landskabet, inspirationen og livet midt i marsken.


Medbring:
Pinde str. 3, 4, 5, 6 - om det er strømpepinde, korte eller lange rundpinde er ligegyldigt. Materialer er inklusive i denne workshop.

475 kr

Lær at hækle

Stue 2 Kiers Gaard, Søndergade 12, 6280 Højer

Workshoppen er for dig, som gerne vil lære at hækle - sådan helt fra bunden. Vi vil arbejde med de grundlæggende teknikker i hækling. Det betyder, at vi skal lære at hækle luftmasker, fastmasker og stangmasker - og kombinere dem.

Du kommer til at hækle frem og tilbage, så du kan lære at vende. Vi skal også lave en magisk ring og hækle rundt. Underviseren vil præsentere dig for forkortelser og opskrifter, som du kan tage med hjem og bruge. Vidste du, at man hækler alt lige fra karklude og tæpper til små dukker, dyr og tøj til dig selv?

På workshoppen bliver du fyldt op med idéer, og du får selvfølgelig et kompendium med både tekst og videoer med hjem samt garn til hækleprøverne.

Medbring: Hæklenåle 3 og 4.

300 kr

Strik & Mindfulness ved Prince of Knitting

Loftet Bonevoksfabrikken, Søndergade 21, Højer, 6280 Højer

Strik kan bruges til at stresse af. Strik kan bruges som meditation. På denne 3-timers workshop starter vi weekenden med at gå helt ned i tempo. Deltagerne får en introduktion til mindfulness, og hvad det betyder og kan. Vi kommer til at afprøve et par måder at opleve mindfulness på, vi mediterer kort sammen, og vi kommer til at strikke sammen. Du behøver ikke at have prøvet meditation før, men bør kunne slå op og strikke ret og vrang.
Medbring: Et nøgle bomulds- eller hørgarn, eller en blanding af de to, til p 3–3,5 og pinde dertil.

475 kr

Strikkefasthed

Æ sal Klægager, Østerende 13, Ballum, 6261 Bredebro, Bredebro

Strikkefastheden! Åh, vi kender det alle. Strikkefastheden er faktisk både meget simpelt og ret kompliceret på en og samme tid. Simpelt, fordi det blot handler om størrelsen på en maske. Kompliceret, fordi der er så mange ting, der kan påvirke strikkefastheden: Vask, pindetykkelse, materiale på strikkepinden, garntype og meget, meget mere.
På workshoppen skal vi arbejde med det simple og det komplicerede, der sammen skal danne rammen for en forståelse af strikkefastheden og dens vigtighed.

Medbring: Strikkepinde/rundpinde 5 mm, knappenåle og uldnål samt en strikkefasthedsmåler.
Underviser medbringer: Garn til opgaven, blokkemåtter samt kompendie.
Der vil være et gebyr på 25 kroner for garn og kompendium, som afregnes direkte til underviser. Strikkefasthedsmåler kan eventuelt købes hos underviser.

375 kr

Hækl en sweater ovenfra og ned

Stalden Klægager, Østerende 13, Ballum, 6261 Bredebro

Sidsel Sangild er hækledesigner og har udgivet flere bøger om hækling. Hun har især arbejdet med hæklet beklædning og organiske mønstre. Hun har i mange år undervist på hæklekurser og holdt foredrag om hækling over hele landet. På denne workshop hækler vi en lille sweater, og du får dermed afprøvet en række forskellige hækleteknikker: Ribkant, forhøjet nakke, raglanudtagning og meget mere. Du skal kunne hækle de grundlæggende hæklemasker og have lidt erfaring med at følge en opskrift.
Medbring: Hæklenåle og garn. Det er ikke så vigtigt, præcis hvad du bruger, men vælg noget der er nemt for dig at hækle med. Selv foretrækker jeg et lyst uldgarn i mellemtykkelse.

475 kr

Strik og stress af

Kulturhus Emanuel Tøndervej 38A, 6780 Skærbæk

Vil du være med til en anderledes form for meditation?

Du får nu mulighed for at opleve meditationens gavnlige virkning, mens du strikker.

Har du lyst til et par timer hvor du ved hjælp af meditation opnår dyb ro indeni, hvor strikketøjet får tankerne til at skabe kreative løsninger og ideer, hvor du får øvelser, der afstresser og giver ro i krop og sind, og hvor du oplever strikningens lindrende påvirkning? Så er denne workshop lige noget for dig!

Du må gerne være nybegynder og dit strikketøj enkelt, og du må også være erfaren og dit arbejde af mere udfordrende karakter. Det kræver blot, at du for det meste selv kan håndtere de udfordringer, du kommer ud for i strikkeriet.

Engelske undersøgelser viser, at strikkere følte sig gladere og mere afslappede efter at have strikket – især i grupper. Konklusionen af undersøgelsen var ”at strikning har en betydelig psykologisk og social fordel, som kan bidrage til trivsel og livskvalitet”.
Det ved vi jo godt. Det er hyggeligt og afslappende at sidde med sit strikketøj.
At bruge strikning og håndarbejde som meditation kan være en daglig måde at minimere virkningerne af stress i dit liv. At strikke aktiverer begge hjernehalvdele. Derfor opstår der ofte indsigter, nye ideer og dybe tanker undervejs.
Undersøgelser viser, at håndarbejde virker afstressende på lige fod med yoga, meditation og mindfulness.

Efter workshoppen vil du få en beskrivelse af nogle af øvelserne med hjem.
Du kan også med fordel booke aftensmaden samtidig med denne workshop.

225 kr

Strikkehygge ved Nina fra Önling

Teatersalen Kiers Gaard, Søndergade 12, 6280 Højer

Nina Larsson har et stort uldent hjerte, som hun siden 2016 har dyrket professionelt som
garnbutikejer, indie dyer og senest som Yarn Relation Manager hos Önling. At strikke uden opskrift og få brugt hver en meter garn har Nina eksperimenteret med, siden hun startede med at strikke. Processen med at fordybe sig i farver, få forskellige kvaliteter til at spille sammen og skabe noget helt unikt giver plads til nye kreative dimensioner i din strik.

Til denne hyggelige strikkeaften giver Nina dig tips og strik – som hun siger; ”alt det din mormor ikke har lært dig" - blandet med gode fortællinger om strik. Vi serverer kaffe og kage undervejs

225 kr

WORKSHOP: Macramé – Planteophæng

Festsalen Bjerremark Bjerremark, Ubjergvej 19, Ubjerg, 6270 Tønder

Mød Stine Drøgemüller, der er kvinden bag MAKRAM



Et planteophæng er altid et godt begynderprojekt, og på denne workshop makrammer du et planteophæng i en valgfri farve, som du kan hænge op i dit eget hjem!
Du bliver lært op i basis knytteteknikker, som gør dig i stand til at kunne lave en masse macramé-projekter efterfølgende derhjemme. Både nybegyndere og øvede er velkomne.



Materialer er inkluderet i prisen.

475 kr

WORKSHOP: Vendestrik

Æ sal Klægager, Østerende 13, Ballum, 6261 Bredebro, Bredebro

Vendestrik, vendepinde, forkortede rækker, venderækker. Ja, kært barn har mange navne. Dog har de samme formål, og på denne workshop har jeg valgt at kalde det vendestrik. Vendestrik bruger vi, når vi har brug for at forme vores strik. Det kan f.eks. bruges, hvis man ønsker at forhøje sin nakke på en bluse, således at halsudskæringen kommer længere ned foran, når man ønsker længere bagstykke end forstykke, til brystindsnit eller mere ”stof” foran, hvis man har stor barm, til at forme skuldre og meget, meget mere.



Der findes et hav af teknikker til vendestrik, og på denne workshop skal vi arbejde med japansk vendepinde-teknikken, Wrap & Turn-teknikken og German Short Rows-teknikken. Vi begynder dagen med, hvad vi bruger vendestrik til, og derefter går vi i gang med at prøve de forskellige teknikker.



Medbring: Pinde nr. 3,5 eller 4 mm, også gerne rundpinde 40 cm, garn der passer til dine strikkepinde, maskemarkører, der kan åbnes og lukkes (f.eks. de små sikkerhedsnåle), manillamærker til dine strikkeprøver.



Underviser medbringer: Kompendie, som du får med hjem.

375 kr