Strik bringer mennesker sammen i både fysiske og virtuelle fællesskaber.

Strik bragte også de seks kvinder bag Masker i Marsken sammen, og sammen fik de idéen til en strikkefestival, som skal bringe både erfarne og nye strikkere sammen i nye fællesskaber og oplevelser i marsken. 

VI ER

Pia Marie Nothlev
Bestyrelsesmedlem. Ambassadør for nystrikkerne og administrativ blæksprutte med et varieret arbejdsliv bag sig, senest som teamleder på TV 2.  Pia holder godt fast i alle de administrative opgaver omkring Masker i Marsken. Selvom hun i dag bor i Odense er hun sønderjyde (født og opvokset i Vojens), og har som ung arbejdet i Rødding og Løgumkloster.

Ellen Rudebeck Skousen

Bestyrelsesmedlem. Uddannet håndarbejdslærer har undervist på Odense Daghøjskole og har i de seneste år arbejdet som tale-kommunikationslærer.
Håndarbejde og strikning har altid betydet meget for Ellen. Med den interesse og erfaring vil hun være med til at sammen-sætte et spændende og håndværks-mæssigt solidt indhold i Masker i Marsken. Hun er fascineret af tanken om mindful strikning, og hvordan strikning kan virke positivt på vores mentale sundhed.

Tatjana Thybo
Næstformand  for bestyrelsen. Kommunikationskonsulent og trods sin unge alder hardcore strikkedame. Hun har en passion for strik og strikket siden hun var ung. Nu vil hun have flere med på strikkevognen. Tatjana bor i Odder og har et skarpt blik for, at vi også får de unge strikkere med til Masker i Marsken.

Mette Marie Pørksen
Kasserer. Forretningsudvikler med stor international erfaring. Mette nyder at være med til at skabe noget nyt, at sikre at budgettet holder, at få styr på processerne og at få ting til at ske. Den sønderjyske historie og natur har hendes store interesse. Strikker som beskæftigelse-terapi!

 

Marianne Rosalie Kalb
Bestyrelsesmedlem. Kommunikationsrådgiver og selvstændig erhvervsdrivende – ildsjæl i det sønderjyske – og strikker! Marianne har fokus på skabelsen af strikkefestivalen, de rigtige samarbejdspartnere og det stærke koncept.

Kirsten von Wildenradt
Formand for bestyrelsen. Kommunikationsrådgiver og selvstændig erhvervsdrivende og ildsjæl i det sønderjyske – og strikker! Kirsten er en gudsbenådet netværker og vil i høj grad have fokus på, at vi får alle de lokale aktører med.

Foreningen Marsker i Masken

Masker i Marsken er forankret i Foreningen Masker i Marsken.
Herunder finder du vores vedtægter, samt referet fra seneste generalforsamling.

HISTORIEN BAG

Kirsten og Marianne er veninder og driver virksomhed sammen – og Pia og Ellen er veninder. Hver for sig tog de to venindepar til Kreta med rejsekonceptet ”Tid til Ro” for at komme lidt ned i gear og få lejlighed til at tænke nye tanker. Ingen af os havde tænkt, at vi skulle tænke nyt sammen med andre end den person, vi rejste med, men Kreta ville os det anderledes.

Vi fandt ud af, at selvom vi ikke kendte hinanden på forhånd, så ville skæbnen, at vores veje – via bekendte – alligevel havde krydset hinanden. Det gav bolden op til nye snakke, og da vi fandt ud af, at vi havde strikning og kreativitet til fælles , ja, så var der lige pludselig ikke langt fra idé til handling.

Sidenhen er Mette og Tatjana hoppet med ind i vores initiativgruppe – det er så godt.