Ny børne- og ungekoordinator til Masker i Marsken
Pressemeddelelse, den 15. november 2024
Det er ikke mere end to uger siden, at flere tusinde garnentusiaster lagde vejen forbi Masker i Marsken, og fremtidsplanerne gløder videre. Med et fortsat voksende fokus på børne- og ungeområdet, er festivalen netop blevet en projektmedarbejder rigere, og bestyrelsens indsats for at øge trivslen blandt børn og unge sættes for alvor i gang.

Efter et generøst tilsagn på knapt 1,2 millioner fra landdistriktspuljen til foreningens arbejde med børn og unge er det med stor glæde og mange forventninger, at Masker i Marsken byder velkommen til festivalens nye projektmedarbejder, Aristea Vestergaard Pappas.
Aristea kommer fra en stilling som udstillingsinspektør på Frederiksbergmuseerne med erfaring indenfor kunst- og kulturformidling, undervisning og kreative events. Hun er flyttet til Tønder for godt et års tid siden sammen med sin mand og lille datter, og hun kommer med et stærkt blik for kreativitet og trivsel.
Om projektet udtaler Aristea: – Jeg er drevet af at skabe lokale fællesskaber gennem det kreative felt. Det at strikke og hækle har givet mig selv ro i sindet, kærlige fællesskaber og plads til kreativ udfoldelse uden det pres, man i hverdagen kan føle sig tynget af, og det er noget, jeg brændende glæder mig til at føre videre ud med projekter til børn og unge i lokalområdet. Jeg har fulgt Masker i Marsken med stor fascination siden begyndelsen, og jeg kan ikke få armene ned over nu at være en del af visionen om trivsel blandt den yngre målgruppe gennem garnets fantastiske egenskaber.
Bestyrelsen i Masker i Marsken har siden begyndelsen drømt om at bidrage til bedre trivsel blandt børn og unge.
– Vores ambition er at inddrage børn og unge i vores aktiviteter, og vi har allerede organiseret flere strikkeprojekter med støtte fra vores passionerede frivillige på tværs af generationer med stor succes blandt børnehaver, folkeskoler og gymnasier, fortæller Kirsten Von Wildenradt, der er bestyrelsesmedlem og ansvarlig for børne- og ungeprojekterne.
Hun tilføjer: Med Aristea som en fast del af projektet ønsker vi at strukturere vores indsatser endnu mere. Vi glæder os til sammen med Aristea at opbygge lokale unge fællesskaber for at fremme velvære, fællesskab og tilknytning til vores område.
For yderligere information, kontakt Kirsten von Wildenradt på telefon 20 70 11 77 eller info@maskerimarsken.dk – se også www.maskerimarsken.dk
FAKTA
Masker i Marsken er en strikkefestival, der holdes i og omkring Tøndermarsken hvert år den sidste weekend i oktober. Festivalen byder på aktiviteter i hele Tønder Kommune og er en harmonisk sammensmeltning af håndarbejde, mindfulness, oplevelser og natur. Som noget nyt og som en del af børne- og ungeprojektet kunne netop denne målgruppe komme gratis ind på årets festival, opleve den gode stemning og deltage i forskellige workshops.