Nyheder

Program

Billetter

Udstillere

Din festival

Venskabsmasker

Frivillige

Om os

Nyhedsbrev

Pia Olsen Dyhr til strikkefestival i Tønder

Når dørene åbner til årets Masker i Marsken, bliver det med både politisk nerve og københavnsk comedy på programmet. SF’s formand Pia Olsen Dyhr gæster festivalen fredag den 24. oktober, hvor hun sætter sig i strikkesalonen til en samtale om politik, kvinder og det at finde ro i noget så enkelt som garn og pinde.

Pressemeddelelse Tønder og Højer, den 12. august 2025

Samtalen finder sted i Væveriet/Multisalen i Højer kl. 16.00, og modereres af Mikkel Pedersen, tidligere lektor på Tønder Gymnasium og nu viceforstander på Brøns-Rejsby Efterskole.

Marsktrøjen

– Det er ikke så tit, man ser toppolitikere i strikkesaloner – men det er netop det, vi gerne vil med Masker i Marsken: at tage håndarbejdet alvorligt som en kulturel og menneskelig størrelse. Pia har længe talt om strik som sit frirum, og det er den ærlige samtale, vi inviterer ind til, siger Marianne Rosalie Kalb, bestyrelsesleder i Masker i Marsken.

Strik i det offentlige rum – og på stand-up scenen

Pia Olsen Dyhr har i flere år været åben omkring, hvordan strik er hendes mentale helle i en hverdag præget af beslutningstagning og debat. Hun har strikket i Folketingssalen, talt om det i medierne – og nu taler hun om det i Tønder.

Men Masker i Marsken rummer også grin og skæve vinkler. Weekenden igennem er stand-up-komikeren Mallu værtinde på festivalens Knitters’ Space-scene. Mallu Olivia Cortney Damgaard, der til daglig huserer på den københavnske stand-up-scene og flere gange har optrådt på Bremen Teater, er kendt for sin humoristiske og spirituelle tilgang til livet.  – Mallu har en helt særlig evne til at få os til at grine af os selv – og med hinanden. Hun repræsenterer det moderne strikkeunivers, hvor humor, spiritualitet og kreativitet mødes, fortæller Marianne Rosalie Kalb.

Billetsalget åbner 15. august

Festivalen åbner for salget af dagsbilletter den 15. august. Fredags- og søndagsbilletter koster 150 kr., lørdagsbilletten 160 kr. Man kan stadig købe partoutbilletter for 270 kr. Børn og unge under 18 år samt studerende op til 25 år med gyldigt kort kommer gratis ind – men skal bestille billet via hjemmesiden. En lang række events, talks og foredrag er inkluderet i adgangsbilletten.

Bæredygtigt garn og vævede folkedragter

Blandt lørdagens højdepunkter er Garnspecialisten, der sætter fokus på garnspild og bæredygtige valg. Søndag afrundes festivalen med et sanseligt show, hvor en af Masker i Marskens egne hjælpemasker – netop færdiguddannet væver – viser vævede folkedragter frem og fortæller om håndværkets historie.

I alt venter over 30 gratis events i løbet af weekenden. Det er muligt at komme én dag – men også god grund til at tage dem alle tre, så man kan være med både den 24, – 25. og 26. oktober.

For yderligere information kontakt venligst Marianne Rosalie Kalb, bestyrelsesleder, Masker i Marsken på telefon 23 73 10 22 eller e-mail marianne@maskerimarsken.dk. Se også www.maskerimarsken.dk