Masker i Marsken søger lokale samarbejdspartnere
Mandag den 28. marts 2022
Masker i Marsken, Danmarks nye strikkefestival med Tønder Kommune som
omdrejningspunkt, har snart sit allerførste program klar.
Arrangørerne bag har store ambitioner og drømmer om at tiltrække 3.000 strikkende gæster det første år. Målet er at bidrage til at styrke turismeudviklingen i marsken ved at bygge videre på de stærke fortællinger og stedbundne kvaliteter i området.
”Vi arbejder på at få de sidste detaljer på plads i forhold til programmet, som vi offentliggør i sin fulde længe inden længe. Men vi ved allerede nu, at det bliver spækket med foredrag, workshops, musik og strik, og at der vil være noget for enhver smag – både for den erfarne og den nye strikker”, siger Kirsten von Wildenradt, formand for foreningen Masker i Marsken.
Sammen er vi stærkest
Men der er plads til flere i programmet og derfor kommer Kirsten von Wildenradt også med en opfordring til virksomhedsejere i lokalområdet:
”Vi vil rigtig gerne have de lokale aktører til at være en del af festivalen, og hjælpe os med at skabe en helstøbt festivaloplevelse, så gæsterne forelsker sig i vores egn og kommer igen, også når der ikke er festival”, siger Kirsten von Wildenradt og fortsætter:
”De lokale aktører er eksperterne inden for overnatning, spisesteder, oplevelser og smagen af vores egn. Sammen kan vi gøre hinanden endnu stærkere, fordi festivalgæsterne får et endnu bredere udbud, og aktørerne kan fremvise deres produkter og services til et købestærkt
publikum.”
Vær med til fælles workshop
Interesserede lokale aktører er velkomne til at kontakte de frivillige ildsjæle bag Masker i Marsken på info@marskerimarsken.dk, ligesom alle interesserede er inviteret til en fælles workshop, som faciliteres af Destination Sønderjylland tirsdag den 5. april klokken 19-21 på Hostrups Hotel.
På workshoppen vil bl.a. Stephan Scheelke fra Tønder Festival og Kirsten von Wildenradt fra Masker i Marsken fortælle om deres events. Ligeledes vil Destination Sønderjylland fortælle om erfaringer med eventophold samt det videre forløb. Alle interesserede er velkomne – såvel medlemmer som ikke-medlemmer af Destination Sønderjylland.
For yderligere oplysninger, kontakt gerne Kirsten von Wildenradt fra Masker i Marsken på info@marskerimarsken.dk
eller telefon 20 70 11 77.