Sydbank Fonden kvitterer med 70.000 kroner til strikkefestival
Pressemeddelelse, den 17. oktober 2024
Masker i Marsken har modtaget en donation på 70.000 kroner, som skal gå til aktiviteter, der kommer de frivillige “hjælpemasker” til gavn og glæde. På den måde kvitterer Sydbank Fonden for det store frivillige engagement.
På blot tre år er Masker i Marsken blevet en årligt tilbagevendende begivenhed, og den sidste weekend i oktober deltager flere tusinde gæster endnu engang i strikkefestivalen. Et stort hold frivillige “hjælpemasker” er hjertet i det hele:
– Vi har fra begyndelsen slået masker op til et stort event, der giver genlyd både i vores lokalområde og ude omkring i Danmark, og dermed tiltrækker en masse nye besøgende til området. At vi er lykkedes med vores forehavende, skyldes ene og alene den kæmpestore opbakning, vi har fået fra de lokale, som har meldt sig under fanerne som hjælpemasker, siger bestyrelsesleder Marianne Rosalie Kalb og tilføjer:
– Derfor er vi også utroligt taknemmelige for, at Sydbank nu kvitterer for de frivilliges store arbejde ved at give os 70.000 kroner, som skal bruges til gavn for de frivillige.
Strikkefestivalen løfter området
Fra Sydbank i Tønder siger filialdirektør Kristian Præstegaard:
– I Sydbank er vi meget optaget af lokalområdet og de udviklingspotentialer, der findes her. I Tønder ser vi tydeligt, at Masker i Marsken er et af de frivillige initiativer, der i høj grad er med til at synliggøre området, løfte den lokale stolthed og skabe nye fællesskaber. Vi er særligt glade for at kunne støtte de frivillige, som har skabt succesen med Masker i Marsken, og som ikke mindst skal udvikle festivalen fremadrettet.
Hjælpemasker skaber oplevelsen
Når Masker i Marsken løber af stablen den 25. – 27. oktober, trækker op mod 200 hjælpemasker i striktrøjen og lægger sig i selen for at skabe en fantastisk oplevelse for både de mange lokale deltagere og de mange gæster udefra.
– I år har flere af vores hjælpemasker taget endnu et træk, idet en del af dem er blevet udnævnt til “A- og B-ledere” med individuelle og særlige ansvarsområder, såsom funktioner og lokationer. Der er ligeledes nedsat et “pop-up-hold”, der varetager koordinering af pop-up-events mellem festivalerne – for eksempel når vi laver strikkesalon på Tønder Festival, til Kloster Mærken og Smag på Marsken, siger Marianne Kalb og tilføjer:
– Den store frivillige indsats bidrager til at fremtidssikre Masker i Marsken og støtter os i vores bestræbelser på at skabe et nyt kulturelt fyrtårn for hele Sønderjylland.
For yderligere information, kontakt venligst filialdirektør Kristian Præstegaard på telefon 61 40 61 06 eller på kristian.praestegaard@sydbank.dk, eller bestyrelsesleder Marianne Rosalie Kalb på telefon 23 73 10 22 eller på info@maskerimarsken.dk.
FAKTA:
Foreningen Masker i Marsken står bag Masker i Marsken, som er en strikkefestival, der foregår den 25. – 27. oktober. I løbet af weekenden er der aktiviteter på omkring 15 forskellige lokationer i Tønder kommune, hvor der afvikles mere end 100 events. Billetter kan købes på www.maskerimarsken.dk – børn og unge under 18 år kan gratis hente en billet, og det samme gælder for unge op til 25 år med studiekort.