Nyheder

Program

Billetter

Udstillere

Din festival

Venskabsmasker

Frivillige

Om os

Nyhedsbrev

WORKSHOP: Intarsia

Østfløjen Bonevoksfabrikken, Søndergade 21, Højer, 6280 Højer, Højer

Intarsia er en teknik der rummer rigtig mange muligheder, også for selv at være kreativ. På kurset vil der først og fremmest blive undervisning i selve teknikken, du får udleveret et lille kompendie, som du kan tage med hjem efterfølgende.


Derudover vil vi komme ind på hvad teknikker egner sig til, hvordan den skiller sig ud fra andre teknikker og sidst men ikke mindst, skal vi tale om mulighederne for at arbejde videre med teknikken på egen hånd. Intarsia er ikke svært, men jeg anbefaler at du kan strikke i forvejen, ret og vrang er en fordel.


Medbring selv strikkepinde og restegarn... jeg medbringer også garn, hvis du ikke selv har, og jeg anbefaler pind 5-6.


Laura Dalgaard tror på, at vi gennem håndarbejde kommer tættere på et bæredygtigt forbrug, blandt andet ved at få viden om og forståelse for kvalitet og materialer, men også fordi vi får øjnene op for, hvilken arbejdsindsats det kræver at fremstille et stykke beklædning. Glæden ved at skabe og den værdi, vi tillægger det skabte, gør, at vi passer bedre på tøjet.

475 kr

Workshop: Tunesisk hækling

Stue 2 Kiers Gaard, Søndergade 12, 6280 Højer

Tunesisk hækling kaldes også hakning og hækles frem og tilbage på en lang hæklenål. Teknikken giver et lækkert grafisk mønster og en fast struktur, der egner sig særdeles godt til tasker og puder. 

På workshoppen lærer du at mestre denne teknik. Vi hækler i vores upcyclede uldgarn og du har selvfølgelig mulighed for at købe vores bæredygtige taske-kit. 

TRÅDVÆRK er en virksomhed, der forener bæredygtig tænkning med kunst, håndarbejde og kreativt samvær. Sara indsamler restmaterialer fra tekstilindustrien og omdanner disse materialer til lækre designs, DIY-KIT, eller de indgår i hendes kunstproduktion.

Sara fortæller selv om TRÅDVÆRK: "Jeg vil inspirere til at strikke, hækle og sy af de mange kvalitetsmaterialer, der i stort omfang går til spilde hos tekstilindustrien. TRÅDVÆRK bygger broen mellem tekstilindustriens enorme restlagre og dig, der elsker håndarbejde og unika kunst. Det er en omstændelig proces at indsamle og håndtere upcyclede materialer. Mange arbejdstimer er gået forud, før et kit, eller et færdigt design er klar til salg. Men med den enorme klimabelastning som især tekstilindustrien udsætter vores klode for, mener jeg, at det er al arbejdet værd."

Sara Pape er garnkunstner og siden 2018 indehaver af YARNART, hvorfra hun har afholdt workshops i tufting og solgt egne kunstværker. Sara er en uudtømmelig kilde til nye designs og kunstprojekter. 

kr325

WORKSHOP: Fra ide, til skitse, til eget design

Udstilling Storegade 21, 6280 Højer

I denne workshop arbejder vi med den kreative proces. Hvordan vi finder inspiration i det der omgiver os og bruger det i vores strik. Maria Bach Jensen fortæller hvordan hun designer sine opskrifter og du får mulighed for selv at prøve kræfter med skitsering og strikkeprøver. Målet er at du går fra workshoppen med en ide til en sweater, eller med modet til at freestyle dit næste strikkeprojekt ud fra en ide du har fået.
På workshoppen får du en skabelon på en simpel sweater, du selv kan tilpasse efter dine mål. Desuden skal du tegne, lave strikkeprøver og udfordre din egen vanetænkning. Opdag hvordan dine ideer vil flyde, eller hvordan du kan komme videre, hvis ikke de gør.

Medbring selv:

Strikkepinde: gerne i str. 4-6 mm

Et billede af noget, der inspirerer dig og har vakt din umiddelbare interesse: det kan være en bygning, natur, en person, et dyr, en farve.

Underviser medbringer:

Garn til strikkeprøver

Tegnegrej og papir

Sweaterskabelon

325 kr

FOREDRAG: “Strik og stress af”

Kommunekontoret: Tekniklokalet Kirkegårdsgade 3, 6280 Højer

Vil du være med til en anderledes form for meditation?

Har du lyst til et par timer

Hvor du ved hjælp af meditation opnår dyb ro indeni?

Hvor strikketøjet får tankerne til at skabe kreative løsninger og ideer?

Hvor du får øvelser, der afstresser og giver ro i krop og sind?

Hvor du oplever strikningens lindrende påvirkning.

Du må gerne være nybegynder og dit strikketøj enkelt, og du må også være erfaren og dit arbejde af mere udfordrende karakter. Blot kræver det, at du for det meste selv kan håndtere de udfordringer, du kommer ud for i strikkeriet. Engelske undersøgelser viser, at strikkere følte sig gladere og afslappede efter at have strikket – især i grupper.

Konklusionen af undersøgelsen var, ”at strikning har en betydelig psykologisk og social fordel, som kan bidrage til trivsel og livskvalitet”. Det ved vi jo godt. Det er hyggeligt og afslappende at sidde med sit strikketøj. Det at bruge strikning/håndarbejde som meditation kan være en daglig måde at minimere virkningerne af stress i dit liv. At strikke aktiverer begge hjernehalvdele – derfor opstår der ofte indsigter, nye ideer og dybe tanker undervejs. Undersøgelser viser, at håndarbejde virker afstressende på lige fod med yoga, meditation og mindfullnes.

225 kr

Foredrag: Friedrich på pindene- om farver, kunst og strikketøj

Løgumkloster Højskole Brorsonsvej 2, 6240 Løgumkloster, Danmark

I samarbejde med Bibliotekerne ved Tønder Kommune

Kom med til foredrag i kunstens tegn, når Ditte Larsen og Lilian Munk Rösing fortæller om forbindelsen mellem landskabsmaleri og strikning.

Designer Ditte Larsen og litteraturlektor Lilian Munk Rösing har begge nyligt udgivet bøger om den tyske romantiske landskabsmaler Caspar David Friedrich, som fylder 250 i år. I Friedrich på pindene har Ditte Larsen ladet hans malerier inspirere til broderi- og strikkeopskrifter. I Friedrichs farver forsøger Lilian Munk Rösing at give et nyt perspektiv på malerierne ved at interessere sig mere for deres sanselige dimension end deres religiøse budskaber. I dette fælles foredrag vil de præsentere en række af Friedrichs værker og fortælle, hvordan de har omsat dem til henholdsvis tekst og tekstil.

Kaffe og småkager er inkluderet i prisen. Vi glæder os til at se jer!

Pris: 100 kr. betales ved indgangen med MobilePay eller kontant.

100 kr

FOREDRAG: To Feel Amazing

Store sal Bonevoksfabrikken, Søndergade 21, 6280 Højer, Danmark

- med en krop og vægt i balance kan du opnå varigt vægttab og livsglæde før, under og efter overgangsalderen


Opdag hemmeligheden bag varigt vægttab og livsglæde før, under og efter overgangsalderen! Og mød Luuna Sommer, der er universitetsuddannet og har 20 års erfaring med ernæringsterapi. Hun er desuden forfatter til flere bøger om vægttab.


Luuna vil dele sin inspirerende rejse mod en krop i balance og hvordan hun overvandt udfordringerne med overvægt, forældede kostråd og overgangsalderen.


Luuna har med sin årelange kamp og endelige sejr over kiloene udviklet TFA-metoden - en livsforandrende tilgang til sundhedspuslespillet, der får selvværdet til at sprudle, og du kommer til at føle dig fantastisk. Gør dig klar til at frigøre dig fra fortidens byrder, udforske nye veje til velvære, og omfavne livets muligheder i enhver fase.


Du vil få et indblik i, hvordan du kan bryde fri af begrænsninger og genfinde balance, vitalitet og glæde. En rejse mod det liv, du drømmer om, venter.



Alle der tilmelder sig får Luunas seneste bog ”Lev i fuldt flor – fra overvægtig til let og livsglad” til en værdi af 249 kr. som gave.

125 kr

EVENT: Sønderjyske Fredagslækkerier

Kulturhus Emanuel Tøndervej 38A, 6780 Skærbæk

Det er nu tredje gang, vi indbyder til Sønderjyske Lækkerier i Skærbæks kultur- og forsamlingshus i tilknytning til Masker i Marsken. Og vi glæder os rigtig meget, for der plejer at være fuldt hus og god stemning. Af erfaring ved vi, at strikkeentusiaster er glade for at synge sammen, så igen i år skal vi synge en masse dejlige sange fra Højskolesangbogen. Der bliver også lejlighed til at opleve det sønderjyske band Jesper Gloor Trio, der med egne ord spiller ”originalt folkelig menneskemusik med genkendelighed hos det livserfarne publikum”. Desuden har Emanuels mangeårige formand, Tove Tersbøl, samlet en spændende billedkavalkade, der viser husets historie fra dansk frimenighedskirke i 1909 til alsidigt kultur- og forsamlingshus i dag. Og så kan I glæde jer til en lækker to-retters menu fra det sønderjyske køkken.



Programmet for Sønderjyske Fredagslækkerier og Sønderjyske Lørdagslækkerier er ens.

320 kr

FOREDRAG: Tapasstrik på slottet – “Fra tegner til designer” med Hanne Rimmen

Riddersalen - Schackenborg Slot Schackenborg 1, Møgeltønder, 6270 Tønder

En personlig fortælling om at tro på mulighederne og turde at skifte job midt i livet.

Jeg (Hanne Rimmen) vil fortæller om, hvordan jeg kun i selskab med mig selv, min lidenskab for strik og passion for at skabe noget smukt med mine hænder, fik startet en rejse. Intet har stået i kortene, men en dag tog jeg en beslutning. Nemlig, at jeg ville leve af det, som gav mig allermest glæde og energi. Jeg ville skabe noget smukt og fortælle nye historier i masker, farver og mønstre, inspireret af strikkens historie gennem tiden.

Så har du en iværksætter i maven, drømmer du om selv at udleve passionen, eller er du bare nysgerrig på at vide, hvordan jeg kom i gang med at leve min drøm, så håber jeg, at vi ses.

Hanne Rimmen er en anerkendt dansk strikdesigner, der er kendt for sin kreativitet og evne til at skabe smukke og unikke strikkemønstre. Med en passion for traditionel nordisk strik og et øje for moderne design skaber Hanne Rimmen strikkemønstre, der ikke kun er smukke og funktionelle, men også fortæller historier og formidler nordisk kultur og tradition.

Arrangementet inkluderer en tapas tallerken bestående af 7 sønderjysk-inspirerede indslag (inkl. lunt og sødt), hjemmebagt surdejsbrød, smør og isvand. Inkl. 1 genstand øl, hvid- eller rødvin.

Til alle events på Schackenborg Slot er der indbygget, at der kommer en slotsguide forbi eventet og giver en introduktion til Schackenborg slot.

595 kr

WORKSHOP: Strikkehygge

Festsalen Bjerremark Bjerremark, Ubjergvej 19, Ubjerg, 6270 Tønder

På workshoppen skal vi strikkehygge og samtidig vil Inge-Lis dele ud af de tips og tricks som kan hjælpe med at dit strik:

Bliver pænere
Hvordan du læser en opskrift
At du strikker den rigtige størrelse
At du ikke forkøber dig i unødvendigt strikkegear
At du kan rette egne fejl
At vide hvordan du laver midlertidig hæklet opslagning
At du kan opbevare dine digitale opskrifter smart
At du vedligeholder dit strik, så det holder i mange år og mange flere ting, - listen er næsten uendelig.

Medbring dit strikketøj og gerne spørgsmål.

Efter i mange år at have været sammen med skoleelever om glæden ved strikkepinde og garn, blev Inge-Lis ansat hos Önling for 6 år siden. Foruden at rådgive om Önlings egne opskrifter, læse korrektur på nyudgivelser, lave egne designs og udvikle kurser, er Inge-Lis ansvarlig for strikkecafeer, og hun elsker at møde kunder både hjemme i Önlings eget showroom og på messer. På denne hyggelige strikkeaften deler Inge-Lis lystigt ud af “tips og tricks”.

225 kr

WORKSHOP: Neverkont knitting

Loftet Bonevoksfabrikken, Søndergade 21, Højer, 6280 Højer, Danmark

På denne workshop lærer vi den effektfulde strikketeknik ‘neverkont’ med flettet 3D effekt. Neverkont indeholder mange forskellige strikketeknikker og strikkeretninger, så der sker noget hele tiden. Teknikkens udtryk stammer fra de norske og svenske flettede birkebarks kurve (never = birkebark, kont = kurv). Der kan strikkes med 1 eller flere farver. Med en ny farve hver gang, skiftes der strikkeretning og fremhæves et unikt flettede look eller selvstændige firkantet/ruder.

Mette Albæk er blandt andet kendt fra YouTube-udsendelserne Søndagsstrik.

Mette har udgivet en Neverkont strikkebog på 40 sider indeholdende tekst billeder og videoer i de forskellige strikketeknikker i neverkont teknikken + 6 forskellige modeller der kan strikkes i Neverkont. Bogen kan købes i forbindelse med workshoppen til kr. 129,-

475 kr

EVENT: Uld er det nye rav – og fællesskab er fremtiden!

Kulturhuset Schweizerhalle Ribe Landevej 39, 6270 Tønder

Uld er det nye rav - og fællesskab er fremtiden!

Måske du har mødt fordommene om, at strik er ‘for gamle damer og flittige hænder’. Måske har du hørt eksperter mene, at fremtiden er digital og vi alle ender med at blive ‘de-humaniserede’ mens robotter erstatter venskaber, kærlighed mellem mennesker og fællesskab. Historiefortæller, forfatter og designer Jim Lyngvild og fremtidsforsker Liselotte Lyngsø gør os klogere!

Kom med til denne helt særlige fredag aften i Masker i Marsken hvor vi har sat fremtidsforsker Liselotte Lyngsø, kendt fra utallige tv-programmer og Jim Lyngvild, designer, en slags moderne viking og kendt for kompromisløse og anderledes design, stævne til en forrygende snak om kreativitet, vildskab, kunstig intelligens, kvaliteten af godt garn og fællesskabet undervejs.

I løbet af aftenen bliver du både klogere på håndarbejde i vikingetiden - og hvordan AI og kunstig intelligens kommer til at give os en hånd med i fremtiden - også når det gælder håndarbejdet. De to speedtalkers kommer med garanti også til at tale om alt muligt andet - ligesom de både får gæster i strikkesalonen OG sætter os allesammen i gang med en skabende proces!

Hvad kan vi sige? Gå IKKE glip af denne ganske særlige fredag aften i Marsken.

OBS! Du behøver ikke have et strikkefestivalsarmbånd for at få adgang til dette event.

295 kr

EVENT: MorgenYoga

Kommunekontoret: Byrådssalen Kirkegårdsgade 3, 6280 Højer

Kom, kom, kom! og væk krop, sind og sanser med morgenyoga og meditation. Vi arbejder blidt kroppen igennem fra top til tå med gode stræk, enkle flows, meditation og afspænding, og bliver klar til resten af dagen.

Tag din yndlingsyogamåtte eller underlag, tæppe og evt. pude (så du ligger godt under afspændingen) under armen, og indstil dig på at dette er din tid - til selvforkælelse, til at være helt til stede, til blot at være.

Vi trækker vejret heeeelt ned i maven, og tager udgangspunkt i den terapeutiske del af Iyengar Yoga. Du kan læse mere om min baggrund og Yogaværkstedet på hjemmesiden (klik på ”LÆS MERE HER” herunder).

Venteliste: Skriv til yogavaerkstedet@gmail.com hvis du ønsker at komme på venteliste.

100 kr